Gennemførelse af direktiverne om ligestilling i EU’s medlemsstater

Da medlemsstaterne vedtog de to direktiver i 2000, blev de enige om en tidsplan for gennemførelsen af dem. Medlemsstaterne fik indtil den 19. juli 2003 til at foretage de ændringer i den nationale lovgivning, der var nødvendige for at opfylde bestemmelserne i direktivet om racelighed, og indtil den 2. december 2003 til at opfylde bestemmelserne i direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse.

Med hensyn til de nye medlemsstater skulle deres lovgivning opfylde bestemmelserne i de to direktiver, før de tiltrådte Unionen.

Foruden kriterierne alder og handicap er der flere medlemsstater, der ikke har kunnet overholde disse frister med hensyn til fuld gennemførelse af direktiverne. I nogle af disse tilfælde er der dog blevet foretaget ændringer i den nationale lovgivning, men disse er bare ikke trådt i kraft endnu eller er under udarbejdelse.

Det bør dog understreges, at det ikke har været hensigten at gennemgå udviklingen i alle lande systematisk eller at foretage en detaljeret undersøgelse af lovgivningens ordlyd.

Det bør også gøres klart, at der i denne beretning ikke tages stilling til, om medlemsstaternes lovgivning fuldt ud opfylder direktiverne.

Desuden beskriver nedenstående informationer situationen pr. 1. maj 2004.

Ændringerne i medlemsstaterne

I Belgien vedtog den føderale regering i begyndelsen af 2003 en lov med henblik på at gennemføre både direktivet om racelighed og direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse. På regionalt og fællesskabsniveau, hvor ansvaret for jobplacering og uddannelse delvist er placeret, har både det flamske fællesskab og Bruxelles vedtaget en lov. I de fransk- og tysktalende dele af landet er man også ved at indføre en lov. Den belgiske regering har meddelt Kommissionen, at den har til hensigt at gøre

anvendelse af den ekstra treårige periode til at gennemføre bestemmelserne i direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelsesområdet, for så vidt angår forskelsbehandling på grund af alder.

I Den Tjekkiske Republik godkendte parlamentet i januar 2004 en række ændringer af arbejdsmarkedslovgivningen med henblik på at bringe beskyttelsesniveauet på linje med beskæftigelseskravene i de to direktiver, der trådte i kraft i marts. Et lovforslag, der forbyder forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse på andre områder end beskæftigelse, forventes at blive behandlet af parlamentet i juni 2004 og træde i kraft i januar 2005.

I Danmark trådte en lov, der havde til formål at opfylde kravene i direktivet om racelighed bortset fra på beskæftigelsesområdet, i kraft i juli 2003. I marts 2004 vedtog Folketinget en retsakt, der havde til formål at bringe lovgivningen på beskæftigelsesområdet i overensstemmelse med kravene i de to direktiver, og som nu er trådt i kraft.

I Spanien vedtog parlamentet ved udgangen af 2003 en lov, der havde til hensigt at opfylde bestemmelserne i såvel direktivet om racelighed som direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse, og som trådte i kraft i januar 2004.

I Frankrig blev der ved udgangen af 2001 vedtaget en ny lov, der forbyder forskelsbehandling af forskellige grunde. Den var dog begrænset til beskæftigelse. Regeringen har meddelt Kommissionen, at den har til hensigt

at gøre brug af den yderligere frist til at gennemføre bestemmelserne i direktivet om ligehandling med hensyn til beskæftigelse, for så vidt angår handicap. Et lovforslag vedrørende dette blev forelagt parlamentet i første del af 2004. Et lovforslag, der vil forbyde forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse på de områder uden for beskæftigelse, der er indeholdt i direktiverne – undtagenbolig, hvor forskelsbehandling har været forbudt siden starten af 2002 — vil blive forelagt parlamentet i løbet af 2004.

I Irland er den nuværende retsbeskyttelse mod forskelsbehandling forholdsvis udtømmende. I få henseender lever den dog ikke op til kravene i de to direktiver. Et forslag til en ligestillingslov, der har til formål at rette op på disse mangler, blev offentliggjort i januar 2004 og forventes at træde i kraft senere på året.

I Italien blev der i sommeren 2003 vedtaget to regeringsdekreter, der har til formål at bringe den italienske lovgivning i overensstemmelse med kravene i hver af de to direktiver.

I Cypern blev en række lovforslag, der havde til formål at give kravene i de to direktiver retlig virkning, udarbejdet og drøftet i 2003 og vedtaget i marts 2004. Disse udvider blandt andet den nuværende retsbeskyttelse mod forskelsbehandling med hensyn til kriterierne alder og seksuel orientering og skaffer hjemmel til oprettelsen af et specialiseret ligestillingsorgan.

I Letland rettede den arbejdslov, der blev indført i 2001, lidt op på situationen med hensyn til at opfylde kravene i direktivet om ligebehandling

med hensyn til beskæftigelse, men den forbød ikke eksplicit forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, og den gjaldt heller

ikke erhvervsuddannelse eller medlemskab af en fagforening. Det forventes, at ændringer til loven med henblik på at bringe denne i overensstemmelse

med direktivet samt nye love til gennemførelse af kravene i direktivet om racelighed, vil blive vedtaget af parlamentet i maj 2004.

I Litauen blev der gennemført en ny arbejdslov i januar 2003, og i november 2003 blev der vedtaget en række ændringer, der havde til formål at bringe lovgivningen i overensstemmelse med direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse. Der blev samtidig vedtaget en række ændringer til eksisterende love mod racediskrimination, og det er hensigten at lade begge sæt af ændringer træde i kraft fra begyndelsen af 2005.

I Ungarn trådte en ny lov (loven om ligebehandling og fremme af lige muligheder), der havde til formål at opfylde kravene i de to ligestillingsdirektiver, i kraft i januar 2004. Denne omfatter yderligere grunde til forskelsbehandling end dem, der er anført i direktiverne, som for eksempel nationalitet og politiske holdninger. Den udvider ligeledes retsbeskyttelsen til adgang til varer og tjenesteydelser, uddannelse, socialsikring samt de øvrige områder, der er omfattet af direktivet om racelighed, til alle og ikke kun dem, der diskrimineres mod på grund af deres race eller etniske oprindelse.

I Malta blev der i 2003 gennemført en lov til forøgelse af den eksisterende retsbeskyttelse mod forskelsbehandling på beskæftigelsesområdet. Denne er nu ved at blive yderligere udvidet under loven om beskæftigelse og industrielle relationer. Der er desuden blevet udarbejdet lovgivning vedrørende de områder uden for beskæftigelse, der er indeholdt i direktivet

om racelighed, men denne er endnu ikke blevet vedtaget.

I Nederlandene trådte ændringer til ligebehandlingsloven af 1994, der har til formål at bringe loven i overensstemmelse med de to direktiver, i kraft den 1. april 2004. Den nye lov, der forbyder forskelsbehandling på grund af handicap, og som trådte i kraft i december 2003, blev ved samme lejlighed revideret med henblik på at bringe den i overensstemmelse med direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse. Den nederlandske regering

havde meddelt Kommissionen, at den ønskede yderligere tre år til at opfylde kravene i direktivet med hensyn til alderskriteriet. En ny lov mod aldersdiskrimination blev dog vedtaget allerede i december 2003 og trådte i kraft den 1. maj 2004.

I Østrig blev der i november 2003 fremsat et lovforslag i parlamentet med henblik på at gennemføre de to direktiver på føderalt plan og oprette to ligestillingsorganer. Det forventes, at dette lovforslag vil blive vedtaget i juni

2004. Loven omfatter alle de diskriminationsgrunde, der er anført i de to direktiver bortset fra handicap, og indeholder desuden bestemmelser vedrørende kønsdiskriminering. Det er op til myndighederne i de enkelte stater (eller Länder) at gennemføre direktiverne inden for deres kompetenceområder (med hensyn til deres egne arbejdstagere for eksempel). Den føderale regering er nu ved at forberede forslag til en ny lovgivning vedrørende handicappede, og den har til hensigt at organisere en

bred debat om disse forslag, før de gennemføres.

I Polen trådte en lov, der ændrede arbejdsloven, samt en række øvrige love i kraft i januar 2004, der havde til formål at opfylde kravene i de to ligestillingsdirektiver på beskæftigelsesområdet. Der ydes desuden en vis retsbeskyttelse mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse på områder uden for beskæftigelse i henhold til diverse dele af

den eksisterende lovgivning. Der er på nuværende tidspunkt ingen planer om at konsolidere eller udvide denne lovgivning.

I Portugal trådte der i december 2003 en ny arbejdsmarkedslov i kraft, der havde til formål at bringe lovgivningen i overensstemmelse med direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse. Denne omfatter alle de diskriminationsgrunde, der er anført i direktivet, samt en række yderligere grunde, som for eksempel politiske holdninger og medlemskab af fagforeninger. Den nye lov 18/2004, der forbyder forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, trådte i kraft i maj 2004.

I Slovenien blev der i april 2004 vedtaget en ny lov med henblik på at yde den retsbeskyttelse mod forskelsbehandling, som der kræves i de to direktiver. Denne lov udvider anvendelsesområdet for den nye arbejdslov, der trådte i kraft i januar 2003, og forbyder desuden forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, for så vidt angår adgang til varer og tjenesteydelser samt de øvrige områder, der er anført i direktivet om racelighed.

I Slovakiet blev der i 2002 vedtaget en arbejdsmarkedslov, der forbyder forskelsbehandling på beskæftigelsesområdet på grundlag af alle de kriterier, der er indeholdt i direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse med undtagelse af seksuel orientering. Denne blev ændret i 2003. Endvidere blev der i 2003 foretaget ændringer i loven om offentlige

forvaltninger, der gælder ansatte i den offentlige sektor og som i modsætning til arbejdsloven indeholder bestemmelser mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. En enkelt lov, der yderligere vil udvide retsbeskyttelsen med henblik på at opfylde kravene

i begge direktiver, er til behandling i parlamentet og forventes vedtaget før udgangen af maj 2004.

I Finland blev der i december 2003 vedtaget en enkelt lov mod forskelsbehandling på grundlag af de kriterier og inden for de områder, der

er anført i de to direktiver, som trådte i kraft i februar 2004.

I Sverige trådte der i juli 2003 en lov i kraft, der havde til formål at bringe de eksisterende love i overensstemmelse med de to direktiver undtagen med hensyn til kriterierne alder og handicap. Loven omfatter dog ikke adgang til

uddannelse, for så vidt angår forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Udkast til lovforslag med henblik på at rette op på disse mangler blev offentliggjort i april 2004 og vil sandsynligvis blive gennemført i 2005. Regeringen har meddelt, at den har til 14 hensigt at udsætte opfyldelsen af kravene i direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse, for så vidt angår kriterierne alder og handicap. Et undersøgelsesudvalg er ved at udarbejde en række forslag. Det er planen at indlede en høringsproces om disse forslag, inden lovgivningen træder i kraft den 2. december 2006.

I Det Forenede Kongerige har regeringen ligeledes meddelt Kommissionen, at den har til hensigt at bruge mere tid på at gennemføre direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse, for så vidt angår kriterierne

alder og handicap. Bortset fra disse trådte en række ændringer til en årelang lovgivning, der forbyder forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, i kraft i juli 2003 med henblik på at opfylde kravene i direktivet. Nye forskrifter, der forbyder forskelsbehandling på grund af religion eller tro eller seksuel orientering, trådte i kraft i december 2003. Ændringer af loven af 1995, der forbyder forskelsbehandling på grund af handicap, og som har til formål at bringe denne i overensstemmelse med direktivet, blev vedtaget i juli 2003 og vil træde i kraft i oktober 2004. Forslag til forbud mod forskelsbehandling på grund af alder blev offentliggjort i foråret 2004, og det

er planen at gennemføre en ny lovgivning inden oktober 2006.

I andre EU-lande er tidsplanen for gennemførelse af de to direktiver ikke helt så klar. I Luxembourg fik parlamentet i november 2003 forelagt et lovforslag, der havde til formål at opfylde kravene i de to direktiver, men som ikke indeholdt nogen forslag med hensyn til oprettelsen af et specialiseret ligestillingsorgan.

I samme måned fik parlamentet i Grækenland forelagt et enkelt lovforslag. Det vides endnu ikke, om det vil blive behandlet af det nye parlament,

eller om der vil blive fremsat et lovforslag. I de tilfælde, hvor edlemsstaterne ikke gennemfører direktiverne fuldt ud eller tilstrækkeligt, har Europa-Kommissionen mulighed for at anlægge sag mod dem. Desuden vil folk, der

bor i disse lande, sandsynligvis være delvist beskyttet mod forskelsbehandling i henhold til Europæisk lov (se boks).

Konsultation

I Sverige blev der for nyligt offentliggjort forslag om en lovgivning, der forbyder forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, for så vidt uddannelse angår. Forslag til forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap er under udarbejdelse og vil normalt blive offentliggjort i 2005. I begge tilfælde vil der blive indledt tætte konsultationer med arbejdsmarkedets parter, retsinstanser, ombudsmænd, universiteter, ngo’er og andre interessegrupper i den brede offentlighed om forslagenes indhold. I

Det Forenede Kongerige er det hensigten at gennemføre kravene i direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse, for så vidt angår alderskriteriet inden oktober 2006. Den fremgangsmåde, der skal sikre tæt konsultation, minder om den, der blev fulgt tidligere i forbindelse med gennemførelsen af andre love mod forskelsbehandling:

• offentliggørelse af et høringsdokument og udkastet til de nye bestemmelser i foråret 2004
• fremsendelse af dette materiale til alle vigtige interessegrupper samt til alle de, der reagerede på den foregående høring under titlen Equality and Diversity: Age Matters
• offentliggørelse af information om høringen på to af regeringens netsteder.

I Letland blev der oprettet en arbejdsgruppe, der fik til opgave at overveje forslag med henblik på at opfylde kravene i direktivet om racelighed. Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter fra diverse relevante ministerier, det nationale menneskerettighedskontor, Instituttet for Menneskerettigheder og Det Lettiske Center for Menneskerettigheder og Etniske Studier. Derudover blev en række retseksperter inviteret for at fremlægge deres synspunkter, og embedsmænd fra Europa-Kommissionen blev ligeledes hørt. Der blev herefter udarbejdet en række ændringer af arbejdsloven i samarbejde med arbejdsmarkedets parter, der blev kontrolleret af fagforenings- og arbejdsgiverforbund.

Hvad sker der, hvis en medlemsstat ikke gennemfører ligestillingsdirektiverne?

I de tilfælde, hvor medlemsstaterne ikke gennemfører enten direktivet om racelighed eller direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse eller ingen af de to (eller ikke gennemfører dem tilstrækkeligt), har Europa- Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 226 mulighed for at anlægge sag mod dem. Det første skridt vil være for Kommissionen at udstede en formel skrivelse, hvori den sammenfatter, hvorfor den skønner, at medlemsstaten har tilsidesat sine retlige forpligtelser. Medlemsstaten har derefter to måneder til at svare. Hvis dette ikke er nok til at løse problemet, vil Kommissionen afgive en »begrundet udtalelse«, hvori den fastsætter en tidsfrist, inden for hvilken medlemsstaten skal efterleve sine forpligtelser. Hvis dette heller ikke virker, kan Kommissionen forelægge sagen for EF-domstolen til afgørelse. Hvis domstolen finder medlemsstaten skyldig, og dommen ignoreres, kan medlemsstaten i henhold til artikel 228 idømmes en bøde. I mellemtiden har enkeltpersoner, der i de pågældende medlemsstater er udsat for forskelsbehandling i modstrid med direktiverne, mulighed for at opnå støtte fra de af EF-Domstolen fastsatte overordnede retsprincipper: Bestemmelserne i direktiverne kan have direkte virkning i statsorganer (dvs. offentlige myndigheder). For at dette kan være tilfældet, skal estemmelserne være ubetingede, klare og præcise. Dette vil i sidste ende blive afgjort af EFDomstolen, men i betragtning af retspraksis i forbindelse med lignende bestemmelser i direktiverne om ligebehandling af mænd og kvinder er det sandsynligt, at en ret stor del af bestemmelserne i direktiverne kan have direkte virkning. Princippet vil dog ikke gælde i forbindelse med retstvister mod private eller ikke-statslige organisationer eller enkeltpersoner. De nationale domstole er forpligtet til så vidt muligt at fortolke enhver eksisterende lovgivning i overensstemmelse med direktiverne (også selv om den er ældre end direktiverne) på en sådan måde, at direktivernes tilsigtede resultat sikres. Medlemsstaten kan også selv blive gjort ansvarlige for at kompensere enkeltpersoner for tab og skade lidt som følge af medlemsstatens overtrædelse af fællesskabsretten. Der vil opstå erstatningsansvar, når den retlige regel, der er blevet overtrådt, har til formål at knytte rettigheder til enkeltpersoner, overtrædelsen er tilstrækkelig alvorlig (som for eksempel manglende gennemførelse af direktiverne), og der er en direkte årsagssammenhæng mellem overtrædelsen og den skade, der er forvoldt enkeltpersonerne. Disse principper støtter enkeltpersoner under retssager ved nationale domstole. Under retssagerne kan disse domstole dog henvise ethvert spørgsmål til EF-Domstolen i henhold til EF-traktatens artikel 234.

Lovgivning mod forskelsbehandling i Bulgarien og Rumænien

I Bulgarien godkendte parlamentet i september 2003 en omfattende lovgivning mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse,

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering mv. Anvendelsesområdet er meget lig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions protokol nr. 12 og de to ligestillingsdirektiver. Den omfatter direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane og repressalier, herunder — i alle tilfælde — medvirken til eller formodning om samt opfordring til forskelsbehandling og raceadskillelse.

Lovgivningen gør det klart, at arbejdsgivere og lærere, der ikke forhindrer andre i at forskelsbehandle inden for beskæftigelse eller uddannelse kan retsforfølges, som havde de selv været direkte involveret. Den indeholder ligeledes en række illustrerende eksempler på forskelsbehandling på centrale områder med henblik på at lette forståelsen af den nye lovgivning.

Ofre for forskelsbehandling har ved en domstol ret til at blive repræsenteret af fagforeninger eller ngo’er, der begge på eget initiativ kan indlede retssager i offentlighedens interesse. Lovgivningen gør det også muligt at indlede kollektive retssager, når flere personer har været ofre for forskelsbehandling. Der er planer om at oprette et uafhængigt organ, der vil få til opgave at fremme ligebehandling og bistå folk, der er udsat for forskelsbehandling. Det er hensigten at give dette organ kompetence til at

udstede bindende beslutninger, opnå adgang til information og indkalde og udspørge vidner samt at udfordre regeringsbeslutninger ved en domstol, indlede civile retssager og gribe ind i retssager på sagsøgernes vegne.

I Rumænien blev en forordning om »prævention af og straf for alle former for forskelsbehandling«, der var blevet vedtaget i august 2000, styrket ved vedtagelsen af en lovgivning i 2002, der forbød forskelsbehandling på grund af alle de kriterier, der er anført i de to ligestillingsdirektiver.

Det Nationale Råd for Bekæmpelse af Forskelsbehandling blev også oprettet i august 2000 og begyndte at fungere i slutningen af 2002. I rådets vedtægter garanteres dets uafhængighed fra regeringen. Dets kompetencer omfatter fremme af positiv særbehandling mod forskelsbehandling, udarbejdelse af anbefalinger til regeringen, godkendelse af udkast til love om ligestilling og ikkediskrimination, samarbejde med offentlige myndigheder for at sikre, at den nationale lovgivning opfylder internationale normer, støtte til folk, der er

udsat for forskelsbehandling, og udarbejdelse af studier og forskning vedrørende relevante spørgsmål.

Forligsordninger

I flere medlemsstater (som for eksempel Sverige og Det Forenede Kongerige) har civil og arbejdsretlige instanser en bevidst politik om altid at forsøge at få en forligsaftale i stand i retssager vedrørende forskelsbehandling. Der er derfor blevet oprettet forligsordninger eller -instanser, der har til formål at hjælpe de to involverede parter med at finde frem til en løsning på deres uoverensstemmelser samt at blive enige om en passende erstatning. I mange lande er der blevet oprettet eller udpeget specifikke organisationer til at varetage denne rolle.

I Danmark, Sverige, Nederlandene og Finland er det blandt andet det uafhængige ligestillingsorgans rolle at fungere som mægler i retssager om forskelsbehandling. I Østrig er det hensigten, at ligebehandlingsudvalget (GBK), hvis mandat snart vil blive udvidet ved lov til at omfatte alle de grunde til forskelsbehandling, der er anført i direktiverne, skal fungere på en ikkebureaukratisk måde, så den er mere tilgængelig og mere effektiv med hensyn til at skabe forlig.

I Frankrig kan folk, der er ofre for forskelsbehandling, indbringe deres sag for voldgiftsretten (Conseil des prud’hommes) med henblik på at få en forligsaftale i stand. Så snart det planlagte uafhængige ligestillingsorgan begynder at arbejde i 2005, vil det ligeledes få kompetence til at mægle i retssager om ligebehandling

Fagforeningers og ngo’ers ret til atstøtte ofre for forskelsbehandling

I Luxembourg har ngo’er, der er godkendt af justitsministeriet, og som har eksisteret i mindst 5 år og været aktive i bekæmpelse af forskelsbehandling, ret til at repræsentere ofre for forskelsbehandling i en civilret. Det er ligeledes tilfældet i Belgien, mens ngo’er i Frankrig kan anlægge uafhængige etssager,

på trods af at de ikke er berettiget til at repræsentere ofre for forskelsbehandling.

I Italien kan »legitime foreninger«, der er godkendt af afdelingen for lige muligheder, repræsentere ofre for racediskrimination i retssager. Fagforeninger har samme ret i beskæftigelsessager vedrørende racediskrimination eller hvilken som helst af de grunde, der er indeholdt i direktiverne.

I Spanien kan retslige instanser, der er kvalificeret til at repræsentere ofre for racediskriminations interesser, optræde på deres vegne i retssager. Med undtagelse af fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer gælder dette dog ikke for ofre for forskelsbehandling af andre grunde, bortset fra handicap.

I Portugal har officielt anerkendte repræsentative organisationer ifølge den nye lov 18/2004, der blev indført i maj 2004, ret til at forsvare ofres rettigheder i retssager om forskelsbehandling.

I Finland er mulighederne for repræsentation begrænsede. Fagforeninger og andre repræsentative organisationer kan kun yde støtte til folk, men er ikke berettiget til i retssager at repræsentere dem, der klager over forskelsbehandling.

I Sverige er mulighederne for repræsentation på nuværende tidspunkt også forholdsvist indskrænkede og stort set begrænset til fagforeninger. Der er blevet oprettet et undersøgelsesudvalg, der blandt andet har til formål at

overveje, om andre interessegrupper end fagforeninger bør berettiges til at repræsentere folk i retssager om forskelsbehandling. Det er planen, at udvalget skal rapportere i 2005. På samme tid kan såvel fagforeninger som

enhver af de fire ombudsmænd anlægge retssager på vegne af folk, der skønner, at de er blevet ulige behandlet.

Dette er ligeledes tilfældet i Polen, hvor såvel fagforeninger som menneskerettighedsorganisationer kan indlede retssager på vegne af ofre for forskelsbehandling.

Sanktioner mod forskelsbehandling

De fleste retssager om forskelsbehandling behandles af civile retter eller administrative instanser, når bøder, genansættelse eller andre forlig mellem de to involverede parter er det sædvanlige resultat på en sag, hvor det er blevet bevist, at der foreligger forskelsbehandling.

I Spanien kan arbejdsgivere, der er blevet fundet skyldige i forskelsbehandling på arbejdspladsen, blive idømt bøder på mellem

3 000 EUR og 90 000 EUR.

I Slovenien idømmes arbejdsgivere, der er blevet fundet skyldige i forskelsbehandling, en minimumsbøde på omkring 4 000 EUR.

I Frankrig blev der i marts 2004 indført en helt ny sanktion mod dem, der var blevet fundet skyldige i racediskrimination. Denne består i at forpligte dem til at deltage i et kursus i borgerrettigheder (stage de citoyenneté), der har til formål at gøre dem bevidste om betydningen af mangfoldighed i samfundet,

tolerance for andre og respekt for menneskerettigheder.

I mange lande har domstolene i strafferetlige sager mulighed for at idømme dem, der er blevet fundet skyldige i forskelsbehandling, fængselsstraf. Det er for eksempel tilfældet i Belgien i henhold til lovgivningen mod racediskrimination, uanset om sagen vedrører adgang til varer og tjenesteydelser, jobplacering, erhvervsuddannelse eller beskæftigelse.

Det samme gælder sager om forskelsbehandling af andre grunde i henhold til den føderale lov af februar 2003, der gav direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse virkning. Det dekret, der efterfølgende blev vedtaget af den flamske regionale myndighed, indeholder en lignende

bestemmelse med hensyn til erhvervsvejledning, uddannelse og jobplacering.

Erstatningsordninger

I Irland kan ofre for forskelsbehandling eller repressalier ifølge ligestillingsloven af 1998 opnå erstatning i form af

betaling af udestående løn for en periode på op til 3 år plus erstatning for forskelsbehandlingens virkninger, der kan

beløbe sig på op til to års løn, samt genansættelse i deres job.

I Finland kan der betales et erstatningsbeløb på op til 15 000 EUR til ofre for forskelsbehandling eller gengældelsesaktioner.

I Den Tjekkiske Republik er enhver, der har været udsat for forskelsbehandling, berettiget til finansiel erstatning.

Det er op til domstolen at fastsætte erstatningsbeløbets størrelse i forhold til, hvor alvorlig den forvoldte skade og de pågældende omstændigheder var.

I Letland kan ofre for forskelsbehandling i henhold til den nye beskæftigelseslov kræve en af domstolen fastsat rimelig eller passende erstatning for den »materielle« og »ikke-materielle« skade, de er blevet forvoldt. Det samme gælder mere eller mindre for personer, der har været udsat for racediskrimination uden for arbejdspladsen. Med de ændringer af den polske arbejdslov, der har til formål at bringe lovgivningen på linje med direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse, fjernes loftet for erstatning til ofre for forskelsbehandling, der førhen lå på seks gange minimumsløn.

Retlige bestemmelser med hensyn til bevisbyrden

I Frankrig undergår lovgivningen stadig ændringer med henblik på at opfylde direktiverne fuldt ud. Ikke desto mindre indeholder både lov nr. 2001-1066 af november 2001 mod alle former for forskelsbehandling inden for beskæftigelse og lov nr. 2002-73 af januar 2002 mod forskelsbehandling

med hensyn til bolig en bestemmelse om, at det er op til den sagsøgte at bevise, at han eller hun ikke har udøvet forskelsbehandling, så snart det er blevet fastslået, at åbenbar forskelsbehandling har fundet sted.

I Irland præciseres det ikke eksplicit i loven om ligebehandling på beskæftigelsesområdet af 1998 eller loven om ligestilling af 2000, hvor

bevisbyrden bør ligge. I praksis har ligestillingsretten dog haft tendens til at følge den fremgangsmåde, der kræves i direktiverne. Med den ligestillingslov, der blev offentliggjort i januar 2004, formaliseres denne tendens, idet det heri eksplicit er anført, at bevisbyrden skal flyttes til

den anklagede person, så snart det er blevet fastslået, at åbenbar forskelsbehandling har fundet sted.

I Sverige blev kravet om, at bevisbyrden skal deles mellem de to parter, der er involveret i sager om forskelsbehandling og repressalier, indført i den lovgivning, der blev vedtaget i 2003, og som har en ordlyd, der minder meget om den i direktiverne.

I Portugal pålægges det med den nye arbejdsmarkedslov, der trådte i kraft i december 2003, arbejdsgiverne at bevise, at forskelle i arbejdsvilkår eller andre beskæftigelsesaspekter ikke er et resultat af forskelsbehandling.

I Polen er det i den nye lovgivning anført, at når princippet om ligebehandling synes at have været overtrådt, er det op til arbejdsgiveren at bevise, at hans eller hendes bevæggrunde var »legitime og objektive«.

I Ungarn skal den person, der klager over uretfærdig behandling, ifølge den nye lov om ligebehandling og fremme af lige muligheder først vise, at han eller hun har været dårligere stillet, og derefter at han eller hun besidder de karakteristika, der er anført i loven som mulige grunde til forskelsbehandling. Ifølge bestemmelserne i lovgivningen er det så op til den anklagede at bevise, at han eller hun enten overholdt princippet om ligebehandling eller ikke var forpligtet til at overholde det i det pågældende tilfælde.

Eksempler på ligestillingsorganer

I Sverige blev der i 1986 oprettet en ombudsmand mod etnisk diskrimination, der havde til formål at fjerne racediskrimination på arbejdspladsen eller andre steder. Tre øvrige ombudsmænd er ansvarlige for kriterierne handicap og seksuel orientering samt ligestilling mellem mænd

og kvinder. De er ansvarlige for at overvåge, at de forskellige love mod forskelsbehandling overholdes, samt at formidle rådgivning og hjælpe ofre med at håndhæve deres rettigheder. I henhold til loven af 2003 kan de

anlægge sag på vegne af enhver, der hævder at have være udsat for forskelsbehandling.

I Det Forenede Kongerige, hvor der midt i 1970’erne blev oprettet to ligestillingsorganer, navnlig kommissionen for racelighed og kommissionen for lige muligheder, samt et tredje, kommissionen for handicappedes rettigheder, i 2000, meddelte regeringen i oktober 2003, at den havde til hensigt at skabe et enkelt ligestillingsorgan, nemlig kommissionen for ligestilling og menneskerettigheder. Det er meningen, at denne kommission skal have samme kompetencer som de nuværende organer samt mandat til at bekæmpe forskelsbehandling i alle dens forskellige former. Kommissionens prioriteter vil være at fremme ligestilling, mangfoldighed og respekt for menneskerettigheder samt formidle rådgivning og vejledning

til virksomheder, offentlige forvaltninger og enkeltpersoner om deres retlige forpligtelser samt oplysning om og støtte til god praksis.

I Østrig er der planer om at vedtage en lovgivning den 1. juli 2004, der udvider de to nuværende ligestillingsorganers (Gleichbehandlungskommission og Gleichbehandlungsanwaltschaft) kompetenceområder til at dække alle de

grunde til forskelsbehandling, der er indeholdt i de to direktiver med undtagelse af handicap.

I Nederlandene blev der oprettet et ligebehandlingsudvalg i 1994. Dets kompetenceområder blev udvidet i slutningen af 2003 til ligeledes at dække handicap udover forskelsbehandling på grund af race, religion og seksuel

orientering, som allerede var omfattet. De blev yderligere udvidet til at omfatte aldersdiskrimination fra maj 2004. Visse lande er i forbindelse med gennemførelsen af lovgivning mod forskelsbehandling bagud i oprettelsen af

uafhængige organer eller udpegelsen af en nuværende organisation til at påtage sig denne rolle, men i de fleste tilfælde er disse organer under oprettelse.

I Italien er et specialiseret organ ved at blive oprettet i ministeriet for lige muligheder. Udover at hjælpe ofre for forskelsbehandling ved at formidle information og rådgivning, foretage undersøgelser og udarbejde anbefalinger, vil organet også få til opgave at fremme positiv særbehandling

ved lokale myndigheder og ngo’er.

I Spanien er der ved at blive oprettet to organer — et til fremme af racelighed og et til fremme af ligebehandling af folk med handicap — som vil blive en del af ministeriet for arbejde og sociale anliggender.

I Frankrig meddelte regeringen efter offentliggørelsen af en rapport udarbejdet af en taskforce, der blev ledet af ombudsmanden, at den havde til hensigt at indføre en lov, der ville indebære oprettelsen af en høj myndighed for ligestilling og mod forskelsbehandling inden udgangen af

2004. Denne vil få kompetence for alle de grunde til forskelsbehandling,

der er indeholdt i de to ligestillingsdirektiver, formidle vejledning og rådgivning samt en forligstjeneste og være berettiget til at inbringe sager for domstolen. Den høje myndighed vil desuden få til opgave at udarbejde kodeks for god praksis for både private virksomheder og offentlige myndigheder med hensyn til adgang til varer og tjenesteydelser samt beskæftigelse.

I Ungarn er det planen at gøre det nye ligebehandlingsudvalg operationelt fra starten af 2005. Dets mandat vil ikke blot være begrænset til fremme af racelighed, men vil ligeledes dække alle former for forskelsbehandling.

Udover de kompetencer, det i henhold til direktivet om racelighed vil blive pålagt, vil det desuden blive ansvarlig for at overvåge, hvor effektiv lovgivningen og andre foranstaltninger er med hensyn til at udrydde forskelsbehandling. Det vil arbejde i tæt samarbejde med repræsentative

organisationer og relevante offentlige organer. I flere af de øvrige medlemsstater er nuværende organisationer blevet udpeget til ligestillingsorganer og deres kompetence udvidet med henblik på at opfylde kravene i direktivet om racelighed.

I Slovakiet vil det nationale center for menneskerettigheders kompetencer blive udvidet i overensstemmelse med direktivet, og dets mandat vil omfatte fremme af ligebehandling og bekæmpelse af forskelsbehandling af

forskellige grunde, herunder race og etnisk oprindelse. I Letland vil det samme blive gældende for det nationale menneskerettighedskontor.

I lighed hermed vil den nuværende ombudsmands kompetencer i Cypern blive udvidet til at omfatte dem, der er indeholdt i direktivet om racelighed,

samt til at behandle klager over forskelsbehandling af alle de grunde, der er omfattet af de to direktiver. Ombudsmanden vil ligeledes have beføjelse til at pålægge sanktioner, hvor det er blevet bevist, at forskelsbehandling

har fundet sted.

Foranstaltninger til fremme af ligestilling

I Sverige forbyder loven af 2003 forskelsbehandling inden for arbejdsformidlingstjenester og arbejdsmarkedsprogrammer. I loven er det desuden udtrykkeligt anført, at dette ikke forhindrer disse tjenester og programmer i at imødekomme etniske mindretals særlige behov. Flere programmer er derfor blevet iværksat, der specifikt retter sig mod denne samfundsgruppe. Det undersøgelsesudvalg, der blev oprettet for at vurdere, hvordan lovgivningen fungerede, og som forventes at aflægge rapport i 2005, vil overveje, om der muligvis er behov for positiv særbehandling på andre områder.

I Sverige indeholder lovgivningen ligeledes en positiv forpligtelse for arbejdsgivere i både den offentlige og den private sektor til at gøre en bevidst indsats for at fremme etnisk mangfoldighed blandt deres ansatte. De skal ligeledes forhindre enhver arbejdstager i at blive genstand for chikane eller gengældelse som følge af at have klaget over chikane eller uretfærdig behandling. Arbejdsgivere er desuden forpligtet til at sikre, at folk fra etniske mindretal har samme muligheder for at søge om ledige stillinger og forfremmelser. Der er en lignende situation i Det Forenede Kongerige, hvor offentlige myndigheder i henhold til loven om racerelationer (ændringslov) af 2000 har en lovbestemt pligt til ikke blot at undgå diskriminerende opførsel, men ligeledes til at fremme racelighed. Kommissionen for racelighed har offentliggjort en række adfærdskodeks med henblik på at formidle information og vejledning til offentlige myndigheder om deres pligt til at fremme ligebehandling.

I Portugal har kommissionen for indvandrere og etniske mindretal (ACIME)

en taskforce, der har til formål at indkredse forhindringer for integrationen af

roma-befolkningen i det portugisiske samfund. To af de organisationer, der

arbejder med roma-befolkningen, er repræsenteret i taskforcen sammen med fire medlemmer, der er udpeget af roma-befolkningen selv.

I Frankrig er der siden begyndelsen af 2001 blevet iværksat pilothandlingsprogrammer i seks byer med henblik på at oplyse lokale embedsmænd om, hvordan de kan undgå og forhindre forskelsbehandling i beskæftigelsespraksis. Ydermere offentliggjorde justitsministeriet i oktober 2003 en vejledning om de bestemmelser, der er indeholdt i lovgivningen til at bekæmpe racisme og andre former for forskelsbehandling.

I Frankrig omfatter en regeringspolitik om »positiv mobilisering« desuden tildeling af legater til 30 000 skoler i dårligere stillede områder, en sponsoreringsplan, der har til formål at hjælpe unge universitetsuddannede med indvandrerbaggrund med at finde et job, og som har et mål på 25 000 i 2004, samt oprettelsen af ti centre til at hjælpe unge med at forberede sig til optagelsesprøver med henblik på at blive ansat i den offentlige sektor.

I Nederlandene har ministeriet for sociale anliggender og beskæftigelse

iværksat »Artikel 13-projektet«, der har til formål at sætte ligebehandling på

dagsordenen for samarbejdsudvalg og sammenslutninger af små og

mellemstore virksomheder. Projektet består af en særlig uddannelsespakke,

der er udviklet i samarbejde med andre ministerier, ligestillingsudvalget, den

kongelige sammenslutning af SMV’er og diverse ngo’er, og hvori der lægges

vægt på behovet for at være mere opmærksom på spørgsmålet.

I Polen er arbejdsgivere i henhold til de nye ændringer af arbejdsloven forpligtet til at gøre bestemmelserne om ligebehandling på beskæftigelsesområdet tilgængelige for arbejdstagerne i dokumentform og distribuere teksten på arbejdspladsen.

Fagforeningsaktiviteter mod forskelsbehandling

I Frankrig offentliggjorde fagforeningerne (CFDT) i 2003 en adfærdskodeks

med henblik på at bekæmpe forskelsbehandling på arbejdspladsen med titlen »Mod racisme i virksomheden«.

I Det Forenede Kongerige omfatter de aktiviteter, som fagforeningerne har

iværksat for at bekæmpe forskelsbehandling og tilskynde arbejdsgivere til

at indføre mere mangfoldighedsorienterede politikker begivenheden »move

on up«, der blev organiseret af fagforeningen for medarbejdere i film- og

fjernsynsindustrien BECTU (Broadcasting, Entertainment, Cinematograph and

Theatre Union), og som havde til formål at tilskynde arbejdsgivere til at bestille mere arbejde fra etniske mindretal; strategien mod racisme, der i 2002 blev vedtaget af UNISON, fagforeningen for offentligt ansatte, og som havde til formål at bekæmpe institutionel racisme inden for organisationen samt at sikre, at racelighed blev tilstrækkeligt afspejlet i fagforeningens forhandlings- og kampagneprioriteter; samt kampagnen »Racism is no joke«, der blev organiseret af USDAW, fagforeningen for ansatte inden for handel

og kontor, og som havde til formål at oplyse dens medlemmer om betydningen af at undgå forskelsbehandling.